Hvad er en AI-chatbot?
En AI-chatbot er software, der bruger store sprogmodeller til at føre naturlige samtaler med kunder og medarbejdere på skrift. I modsætning til ældre regelbaserede bots forstår den kontekst og hensigt, og den kan hente svar direkte i virksomhedens egne dokumenter og systemer, typisk via RAG (Retrieval-Augmented Generation). Chatbotten er den mest udbredte form for conversational AI.
Teknologien bag: sprogmodel plus jeres egne data
Sprogmodellen leverer sprogforståelsen, men den ved ingenting om jeres priser, procedurer eller kunder. Derfor kobles botten til en vidensbase med jeres egne dokumenter, manualer og FAQ'er, så svarene bygger på fakta i stedet for gæt. Det er den kobling, der afgør kvaliteten: en chatbot uden adgang til jeres viden er bare en FAQ-side med pænere sprog.
Vi ser ofte chatbot-projekter strande netop her. Botten bliver sat op på hjemmesiden, men får aldrig adgang til sagssystemet, ordrehistorikken eller de interne procedurer. Resultatet er en bot, der kan småsnakke, men må give op ved de henvendelser, der faktisk fylder i indbakken.
Fordele, når botten er koblet rigtigt op
- Kunderne får svar med det samme, også uden for åbningstid.
- De simple henvendelser besvares automatisk, så medarbejderne kan koncentrere sig om de komplekse.
- Komplekse sager sendes videre til den rette person med fuld kontekst i stedet for at starte forfra.
- Svarene er konsistente, fordi de bygger på samme vidensgrundlag hver gang.
Mål effekten på løsningsrate, ikke på antal samtaler
Det vigtigste tal for en AI-chatbot er ikke, hvor mange samtaler den tager, men hvor stor en andel den løser korrekt uden mennesker, og hvor godt den eskalerer resten. Sæt en baseline, før I går i gang: hvor mange henvendelser kommer der, hvad handler de om, og hvor lang tid tager de i dag. Uden et før-tal bliver effekten til mavefornemmelser. Da Zignifikant byggede et internt AI-værktøj på egne data, opgjorde de selv besparelsen til cirka 50 timer hvert kvartal. Det er den slags regnskab, en chatbot også skal kunne stå på mål for.
Start med de henvendelsestyper, der fylder mest, og lad botten bevise sig der, før den får flere opgaver.